Lørdag den 14. juni
Næste morgen blev vi vækket kl ½7,
og vi var kun kommet halvvejs!

Vi kom af toget, fik cyklerne på stativet og så var det ud på landevejen. "Motorvejene" var slået fra på vores ”Nanna” (GPS'en), så vi fik virkelig set meget af det franske land, de små og ofte meget smukke byer, specielt i starten oppe i Alsace. Vejene har snoede sig gennem landskaberne, det er gik op og ned af bakker det meste af dagen.

Den første by, vi pejlede mod, var Dole, som vi kender lidt til fra vores 2-måneders Frankrigs tur i 2003.

Kirkegården med udsigt over byen

Og så kom vi ud og cykle.
Vi skal jo træne bakker, inden vi skal op på Mont Ventoux, og det fik vi rigeligt af denne mandag formiddag. Planen var at køre en runde, men vi havde ikke rigtig fået fat i, hvor vi præcis var på de små veje! Vi var på vej op af en bakke, men det var mere en vandresti end en cykel sti. Og til sidst var stenene så mange, at vi måtte trække cyklerne, så vendte vi om og kørte samme vej tilbage.

Onsdag den 18. juli.

Det regner fra morgenstunden, så dagens cykletur må vente.
I stedet kører vi en tur i pandabilen.
Det blev en superflot bjergtur, hvor den lille pandabil igen måtte bevise, at den osse er en bjergged – nu uden den tunge bagage.
Nana førte os af bitte små snoede veje op til Mirmande. Vi kunne se, at den var noget helt specielt – den lå klistret op af bakken.
Vi parkerede og gik en tur rundt i den meget smukke gamle by, hvor en masse kunstneriske mennesker havde slået sig ned, pottemagere, malere o. lign.

Fredag den 20. juli

"Vi har fundet en lille runde"
til flere af de små byer i området, som alle ligger klistret op af bakketoppene.
Den første by vi kører til er Roussillon, hvor vi jo var i går, men ikke kunne li’ campingen. Byen er til gengæld glorværdig, og som noget ekstra lå alle de røde bakker, som et fantastisk sceneri og ventede på os.
Det var helt vildt!
Vi kunne komme helt ned til de røde klippevægge og blev lidt kloge på, hvorfor alt i byen var rødt og okkerfarvet.

Lørdag den 21. juli

Dagen starter rigtig, rigtig skønt,
nu kører det, og det gjorde det hele dagen.
Vi har haft den smukkeste cykeltur og fået masser af bakketræning. Vi startede op af bakkerne fra Murs for at komme op på col de Murs – og det kørte bare for os, det var sådan en fed oplevelse.
Og ned igen af de smukkeste nedkørsler vi har haft, fortsatte de gode takter! Hu, hej hvor det gik gennem Gorges de Venasque. Vi fik taget rigtig mange flotte billeder på vejen, som vi glæder os til at se.

Onsdag den 25. juni 2014

Det holdt op med at regne,
men de sorte skyer står truende hele vejen rundt om bakkerne og bjergene, der omgiver dalen, vi er nede i.
Flemming foreslår en biltur, men Kirsten synes vi er på cykeltur, og vi har jo regntøj med!! Så det ender med, at vi finder en rute på små 30 kilometer neden for Mt. Ventoux, og kommer ud på dagens cykeltur.
Vi får osse sagt på kontoret, at vi bliver her et par dage mere – og så håber vi at fredag bli’r dagen, hvor vi skal op på det skaldede bjerg.
Vi er begge to enige om, at der skal være ”fuldt blus” på det hvide bjerg, før vi kører derop -

vi vil opleve Mt. Ventoux i solskinsvejr,
så vi kan se ned over hele dalen.
Fra S.-Auzon opdager vi, at vi faktisk kører på den samme vej, som vi kørte af for 14 år siden, da vi boede i Sault og var oppe på bjerget.
Fra Flassan og videre mod Mazan gik det stille og roligt ned af, nok over de næste 20 km., så det var ikke den mest opslidende vej, vi havde fundet. I Mazan fik vi en superlækker frokost og ny energi, og vi tilbagelagde lige yderligere 15-17 kilometer gennem Malaucene og hjem til Bedoin.

Lørdag den 28. juni

Kirsten startede campingens vaskemaskine kl. lidt over 8.
Nu skulle vi have rent sengetøj, underbukser og håndklæder.
Vejret var lidt overskyet, men da tøjet hang på snoren kørte vi ud af Bedoin mod Flassan. Så langt havde vi været før – men denne gang drejede op skoven fra Flassan af den gamle landevej mod Sault. Den steg støt 5% hele vejen til col’et, sådan, som en rigtig ”Napoleons vej” skal og på toppen var vi 904 meter o.h.

Søndag den 29. juni

Det var søndag og derfor gratis at parkere i Orange, som ellers har betalingsparkering i hele byen. Vi fandt hurtigt det antikke teater, som vi var inde og se. Det er et af de største og mest velbevarede i Europa – og bliver nu brugt til opera, koncerter, teater m.m.

Hotellet i Vallon Pont D'Arch

Torsdag den 3. juli

Afgang mod Anduze.

Fredag den 4. juli

La Bambusserie.

Tirsdag den 8. juli

Pandakøretur fra Anduce til
Marseillan Plage

Cykeltur på tangen til Sète.

Vi har 4 overnatninger - og badedage inden vi skal nå toget fra Narbonne.
Desværre er vejret ikke, som vi havde forestillet os det! Det nærmest stormer, sandet flyver om ørerne på os, teltpløkkene river sig løs hele tiden (de står jo bare i sand!), og som det sidste er der flere skyer på himlen end sol, så det blev ikke badedag i dag.
I stedet har vi cyklet ud af den 20 km. lange tange til Sète og tilbage igen. Cykelstien løb oppe på klitten, og vi fulgte den lækre badestrand til den ene side og store feriebebyggelser og vinmarker ude i sandet på den anden side. Det blæste, og vi havde sidevind både den ene og den anden vej. Det var tydeligt, at det ikke kun var os, der ikke kunne holde ud at ligge i sandstormen på stranden, der var næsten ingen ude og bade. Der må ellers være utroligt lækkert, når det bare er rigtig sommer!

Onsdag den 9. juli

Strålende sol fra morgenstunden, vi var klar til morgenmad lidt over 8 – men det blæser voldsomt.

Der var ikke specielt varmt, for der blæste en kraftig vind fra nord/vest, og der kom osse skyer flyvende forbi i gevaldig fart.
Vi var i vandet – d.v.s. Flemming skulle tisse og lige ha’ ”flyvesandet” skyllet af, så det blev en hurtig tur ud i vandet til det nåede maven, så tisse og et enkelt dyp -”det kolde gys”. Det var nok til Flemming!
Vandet er meget friskt og ikke varmere end på den Sjællandske nordkyst en god sommerdag.
Man skal bare lige under – så er det superlækkert – siger Kirsten!

Fredag den 11. juli

Sidste feriedag i teltet.
Sol fra morgenstunden – kun hvide uldtotter på himlen ind i mellem. Det stormer nok værre end i forgårs, så da vi kom ned på stranden, var vores solcreme-indsmurte kroppe klistret til med sand på et øjeblik! Vi flyttede lidt rundt for at se om det føg mindre andre steder? Det gjorde det ikke, men vi fandt da lidt læ bag ved det blå sommerhus med havfruerne.

Flemming ville ikke i det kolde vand – 19° - så han måtte lide mest.
Kirsten fik dyppet sig en enkelt gang i det noget oprørte hav.
Der var fralandsvind – så man skal lige tænke sig om inden man går ud.
Hvis der havde været pålandsvind, ville der have været tårnhøje bølger.
Vi klarede nogle timer på stranden inden en sen frokost.
Flemming var i bad i evigheder – måtte vaske både sig selv og håret 3 gange inden sandet kom ud af alle sprækkerne.
Nu sidder vi og nyder en kold øl i skyggen fra vores opslåede teltdør. Det sidste frokostmad er spist – og i aften går vi ned i ”turisthelvedet” og spiser aftensmad.

Lørdag den 12. juli.

Det er så dagen, hvor vi skal pakke sammen og køre til toget i Narbonne.

Osse i nat har det rusket i teltet, men pludselig ved 3-4 tiden blev der helt stille, og man kunne høre andre lyde i natten. Biler uden for campingen, raslen i poppelløvet, en air con, der startede og slukkede igen, og sågar en lille hornugle i det fjerne. Kirsten lå meget vågen!

Nana blev sat til den hurtigste rute til Narbonne, og hun valgte den mest oplagte røde D-vej. Men ca. 15 km. fra Narbonne, sad vi fuldstændig fast i en endeløs bilkø, det var som om at alle partout skulle den samme vej mod den spanske grænse.
Vi havde lidt over en time til mødetiden i Narbonne, men vi sneglede os af sted.

Vi begyndte begge at svede nervøst! Heldigvis var Kirsten overnavigatør på turen og fulgte med på ”det rigtige kort”. Hun ”overroulede” Nana og insisterede på, at vi skulle vende Pandabilen og køre tilbage til den lille by vi kom forbi for lidt siden, og hvor der var en mindre vej gennem Capestang og derefter til Narbonne.

Det var en lille omvej på 4-5 km., men så gik det nærmest direkte til mødestedet for os, der skulle med DB’s autozug, og vi kunne slappe af, for her var der ingen trafikprop.
Alt virkede lige så uorganiseret her som ved pålæsningen i Hamborg. I hvert fald var pandabilen først ombord kl. 14.30 i stedet for ca. 13.30, som der stod på billetten.
Vi blev efterfølgende kørt til banegården, hvor vi endelig kunne få en frokostsandwich og en øl, og da var klokken blevet 15.
Vi hoppede ombord på toget og kom af sted en ½ time forsinket.

Vi holdt næsten forrest, det var bare nogle motorcykler og et par små sportsvogne, der lige skulle af, så var det pandabilens tur.
Jeg var jo lidt betænkelig under losningen i Narbonne, kunne Pandabilen nu osse stå på nederste dæk? Det kunne den, men der var bare 2 cm. fra cyklernes styr til loftet på togvognen.
Da jeg skulle køre fra toget ville de tage cyklerne af, fordi de var usikre på, om jeg nu kunne komme af uden skrammer, men jeg viste dem, at man kunne lægge cykelstativet ned, og så var der ingen problemer.